Man kan aldrig vide sig sikker...

Jeg er 20 år gammel, så biologien er med mig. Risikoen for komplikationer i forbindelse med graviditet er minimal.

Jeg ryger og drikker ikke, jeg er slank og spiser ganske almindeligt. Jeg bruger ikke parfume på huden og farver ikke mit hår. Der skulle altså ikke være noget at komme efter. 

Jeg får lavet rutineblodprøver hos lægen, og de er alle lige som de skal være.
Mit blodtryk er ikke i nærheden af at være forhøjet.

Min baby har en fin lille nakkefold, og risikoen for kromosomfejl er 1:21846.

Fra uge ca. 20 mærker jeg en frisk og frejdig baby hver eneste dag, og har ikke på noget tidspunkt været plaget af smerter eller andre gener af nogen art. 

Jeg er i praktik som sygeplejerske på en neonatalafdeling. Dér finder man ikke mange tunge løft, og som studerende er arbejdet på ingen måde stressende. Jeg har fx god tid til at læse patientjournaler og konkluderer hurtigt, at langt størstedelen af patienterne er indlagt pga. svangerskabsforgiftning eller pga. væksthæmning. De fleste væksthæmmede og for tidligt fødte er, så vidt jeg kan se, børn af ældre mødre, så det har jo ikke noget med mig at gøre...

Jeg har været med i et forsøg omhandlende tidlig opsporing af for tidlig fødsel. Det har indebåret (siger man det?) et par ekstra scanninger, hvor man har undersøgt mig for tegn på for tidlig fødsel. Et forsøg, jeg meldte mig til udelukkende fordi, jeg syntes, det var interessant, nu jeg var i praktik på neonatal. Jeg var jo ikke selv i nogen risikozone...

Get the picture? ... Ri-si-ko-fri, no worries

...
...
...

Så kan i nok forestille jer det chok, jeg får i dag, da de ringer fra sygehuset og gerne lige vil se mig til en ekstra scanning, fordi de synes min baby er liiiidt lille derinde i maven, nu de har kigget på tallene igen...

Først panikkede jeg lidt. Man er vel alligevel lidt miljøskadet efter 10 uger på en neonatal intensivafdeling, hvor mindstemanden derinde vejede 507 gram ved sin fødsel - 5 gram mindre end min baby blev skønnet til ved sidste undersøgelse i uge 23+4...

Bagefter blev jeg beroliget lidt af min kære mor og min kæreste. Begge pointerede, at jeg jo ligesom heller ikke selv er nogen basse, og min mor kunne yderligere fortælle, at jeg aldrig nogensinde selv har holdt min vækstkurve, efter jeg blev født. Og de har vel en pointe - når man er 160 høj og vejer knap 50 kg, så er det måske heller ikke meningen, at man skal have store børn selv...

Til sidst tænker jeg, at det da simpelthen bare er et supergodt system, vi har. At der sidder nogen og holder øje med, om min lille baby har det godt, og som gerne lige vil kigge en ekstra gang på hende - bare for en sikkerheds skyld. Det er da trygt. 
Hvor er det venligt, at jordemoderen derinde tager sig tid til at ringe personligt til mig for at sikre, at jeg har fået brevet med den nye tid, og for at sige, at jeg endelig ikke skal bekymre mig, de synes bare det er fjollet ikke at tjekke efter, nu de har tallene. Og det er jo heller ikke nogen akuttid, det er først midt i februar, de vil se mig...

Mon ikke min baby har det ganske fint og bare er en splejs ligesom sin mor. Det satser vi på... I mellemtiden vil vi proppe os med havregrynskugler (ikke dadelversionen, for vi vil nemlig gerne vokse os et par gode maver på, baby og jeg :-)) og alt muligt ander godt og kalorietungt...

God arbejdsuge til dem, der arbejder. Bebs og jeg har semester-ferie indtil februar :-)